På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

”Hvis en virksomhed vil i gang med uddannelse – så er det mig, de skal have fat i”

Ole Østergaard er ny uddannelseskonsulent for virksomheder i træ- og møbelindustrien. Han står klar til at vejlede og sætte skub i sagerne, når en virksomhed har spørgsmål eller brug for hjælp til uddannelse og efteruddannelse

Hvad kan du hjælpe virksomhederne med?

”Min opgave er at vejlede og hjælpe virksomhederne med uddannelse og efteruddannelse. Det kan være aftalt uddannelse ift. mulighederne i overenskomsten. Eller selvvalgt uddannelse blandt medarbejderne. Så hvis en virksomhed vil i gang med uddannelse – og er i tvivl om noget – så er det mig, de skal have fat i.

Her kan jeg hjælpe med at kigge på fx hvilke kurser, der findes, hvordan man motiverer medarbejderne, hvad reglerne er for voksenlærlinge. Og jeg kan være behjælpelig med tilmelding til uddannelserne både i forhold til økonomien og helt praktisk i forhold til at udfylde papirerne.

Det kan godt virke uoverskueligt for nogle virksomheder at gennemskue regelsæt, paragraffer og ansøgninger for at komme i betragtning til aftalt uddannelse. Og mange er forvirrede over, hvad de egentlig kan hjælpe medarbejderne med ift. selvvalgt uddannelse. Og der kan de bruge mig – både til at vejlede i reglerne og helt konkret til at udfylde papirer og ansøgninger.

Så jeg kan både hjælpe med at tolke regler og med at holde fast og få tingene gjort,” siger Ole Østergaard, ny uddannelseskonsulent for virksomheder i træ- og møbelindustrien

Hvorfor er det vigtigt at have fokus på uddannelse og efteruddannelse?

”Den daglige drift fylder med rette rigtig meget i virksomhederne. Både ledere og medarbejdere tænker, at dagligdagen jo går fint nok, så hvorfor bruge tid på uddannelse? Men tingene forandrer sig hele tiden; der kommer eksempelvis nye teknologier og nye, smarte måder at gøre arbejdet på. Og vil virksomheden være opdateret og fremtidssikret, så er det en rigtig god idé at sørge for, at medarbejderne efteruddanner sig.

Det er også en kendt sag, at træ- og møbelbranchen kommer til at mangle medarbejdere i fremtiden, for mange af de nuværende medarbejdere er oppe i årene. Derfor vil det også være klogt af virksomhederne eksempelvis at løfte ufaglærte unge medarbejdere til faglærte medarbejdere, for dem bliver der brug for fremover,” mener Ole Østergaard.

Hvad er din baggrund?

”Jeg kommer fra en stilling som uddannelseskonsulent på Skive College og har derfor en solid baggrundsviden om og erfaring med at planlægge uddannelse – og så kender jeg allerede mange af virksomhederne i branchen,” fortæller Ole Østergaard.

Hvem kan få glæde af din hjælp?

”Jeg er ansat af TMI og Industrigruppen i 3F, og det er derfor TMI’s medlemsvirksomheder, jeg arbejder for. Det vil sige virksomheder, der hører under Træ- og Møbeloverenskomsten.”

Hvordan fungerer det, hvis en virksomhed gerne vil gøre brug af dig?

”Det nemmeste er helt klart, at jeg kommer på besøg hos virksomheden. Så kan vi sammen se på mulighederne. Jeg er allerede i kontakt med 10-12 virksomheder, som har overvejelser om at højne uddannelsesniveauet eller hæve nogle kompetencer. Men det kan også være et helt konkret spørgsmål, som kan klares i telefonen. Kontakt mig, og så finder vi ud af det,” siger Ole Østergaard

Hvordan får man fat i dig?

Ring til mig 2025 2616 eller skriv på amu@snedkerudd.dk.

Ole Østergaard
Ole Østergaard
PUBLISHED: 07-11-2018 LAST MODIFIED: 08-11-2018