På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

SE 2018: MONO – én farve, ét materiale, én form

Snedkernes Efterårsudstilling 2018
Fotograf Torben Petersen

Årets eksperimenterende møbeludstilling, der åbnede dørene den 1. november, foregår i år på et af Københavns mest elegante museer, Thorvaldsens Museum. I år er temaet MONO. MONO som i én farve, ét materiale og én form. MONO som møbler, der er den enkelte designers personlige monolog i dialog med Thorvaldsens  skulpturer og Bindesbølls enestående arkitektur og interiør.

41 prototyper er skabt til lejligheden og er placeret rundt på museet.
Nogle helt nye i tanke og udtryk, andre eksempler på innovative materialer, der er udviklet specifikt til SE 2018. Andre igen er klassiske i deres typologi eller hybrider af velkendte stilarter og funktioner. Men fælles for alle årets møbler er, at de udspringer af en dyb håndværksmæssig forståelse, for uden håndværk og viden, ingen faglighed. Den arkitektoniske iscenesættelse af årets SE-møbler bliver stramt komponeret med respekt for museets kraftfulde farvesætning og arkitektur, hvor de lange kig gennem museets rum bliver prioriteret og kun diskret afbrydes af møbler, efterhånden som man bevæger sig gennem museet.

Farverne på Thorvaldsens Museum spiller også en rolle, da det ifølge årets tema kun er tilladt at bruge én af de udvalgte rene farver fra museets særlige palet til det monokrome møbel. Derudover skal møblerne holde sig inden for målene 90 x 90 cm for at sikre et homogent flow i udstillingen trods de 41 møblers forskellige æstetik.

Med MONO ønsker Snedkernes Efterårsudstilling at fokusere på håndværkets tyngde og potentiale. På den viden, der går forud for ethvert kunstnerisk udtryk.

På den passion, der ligger i at kende sit materiale og skubbe grænserne for, hvad der er muligt. Og på de kloge hænder, der endnu engang gør det muligt at præsentere en unik og eksperimenterende møbeludstilling i Danmark.

Her ses tre eksempler - alle produceret af medlemmer af TMI:

Stok m/sæde af Torben Skov
produceret af Møbelsnedkeri Gert Kjeldtoft

 

Bordet Ro af Hans Sandgren Jakobsen
produceret af Aksel Kjersgaard A/S

En stol af Foersom & Hiort-Lorenzen
produceret af Kvist Industries A/S

Fotograf Torben Petersen

PUBLICERET: 07-11-2018 OPDATERET: 07-11-2018