På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Irland på vej til at lukke hul for kopimøbler

Irske myndigheder arbejder på et lovforslag, som vil bringe landets regler for designrettigheder på linje med andre EU-lande. Vedtages lovændringen, er et vigtigt slag mod kopimøbler vundet

Det er sjældent, at et lovforslag fra den irske myndighed the Department of Jobs, Enterprise and Innovation skaber opmærksomhed i Danmark. Men lige nu venter den danske møbelbranche med spænding på, at de irske myndigheder fremsætter forslaget, som har været til høring hos irske interessenter. Resultatet kan nemlig føre til en ændring af ophavsretslovgivningen i Irland, som kan lukke et hul for kopimøbler på det europæiske marked.  

”Den danske møbelindustri har i mange år været plaget af kopier. Især er handlen over nettet med kopimøbler en konstant udfordring. For den enkelte virksomhed er kopieringen både en krænkelse af rettigheder og en økonomisk byrde i form af mistet forretning samt udgifter til at beskytte dens rettigheder,” forklarer Flemming Larsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.

En gennemsnitlig europæisk virksomhed bruger hvert år 850.000 kr. på at bekæmpe ulovlige kopier af dens produkter. En virksomhed med færre end 50 ansatte bruger gennemsnitligt 600.000 kr., mens store virksomheder med flere end 250 ansatte bruger 1,2 mio. kr. årligt, viste en rapport fra Det europæiske observatorium for IPR-krænkelser for nylig.

Storbritannien har allerede rettet ind

Irland og landets lovgivning har særligt været i søgelyset, da kopivirksomheden VOGA valgte at flytte her til fra Storbritannien, fordi Irland har en mere lempelig lovgivning.

Designrettigheder er i de fleste EU-lande beskyttet af EU’s direktiv om ophavsret. Her er reglen, at et produkt er beskyttet 70 år fra ophavsmandens død. I Irland er – og var indtil for nylig også i Storbritannien – reglen, at et design blot er beskyttet 25 år, fra det er kommet på markedet.

Den kortere beskyttelsestid har givet kopifirmaer mulighed for helt lovligt at producere og sælge kopimøbler fra Storbritannien, indtil en dom ved EU-domstolen fastslog, at EU’s regler om beskyttelsestiden af design gælder i hele EU. Storbritannien rettede sig i sommeren 2016 efter dommen og har reguleret sin lovgivning. Herefter flyttede en af de centrale spillere på markedet for kopimøbler – VOGA – til Irland, hvis lovgivning ikke er blevet reguleret efter EU-dommen.

”Sagen understreger det helt afgørende i, at alle lande tilpasser deres lovgivning til den reelle EU-standard, og at reglerne bliver håndhævet. Vi har løbende været i kontakt med de danske myndigheder, og vi håber nu, at blandt andet det pres fører til, at Irland får ændret lovgivningen, ” siger Flemming Larsen, branchedirektør i Træ- og Møbelindustrien.

Ordlyden af forslaget til ændring af den irske ophavsretslov er ikke offentliggjort, men det forventes, at der vil være en overgangsperiode til de nye regler, hvis de bliver vedtaget.

Kontakt
Kontakt image
Branchedirektør
Tlf: +45 3377 3408
Mobil: +45 2088 3924
E-mail: flldi.dk
PUBLISHED: 28-06-2017 LAST MODIFIED: 28-06-2017