På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

Det nationale skovprogram skal følges op af et træbyggeprogram

Et program til at fremme byggeri med træ og større fokus på produktiv drift af skovene er blandt ønskerne fra TMI og Danske Træindustrier i et høringssvar til det nye, nationale skovprogram

TMI og Danske Træindustrier har indsendt et fælles høringssvar til Miljøstyrelsens udkast til et nyt, nationalt skovprogram. Skovprogrammet afstikker langsigtede mål og strategiske pejlemærker for danske, private såvel som offentlige skoves udvikling.

”Fra et træforbrugende synspunkt er der mange gode elementer i udkastet. Vi er bl.a. glade for, at træets klimaegenskaber anerkendes meget udtrykkeligt, idet det beskrives, hvordan træ kan bidrage til at reducere den globale opvarmning ved at fortrænge alternative materialer, som typisk er meget energikrævende at fremstille,” siger Oldermand i Danske Træindustrier, Knud Svinding.

Skovprogrammet mangler dog at anvise, hvordan træets klimaegenskaber udnyttes, mener Knud Svinding.

”For at understøtte træets vigtige rolle som CO2-fortrænger og kulstoflager, så mener vi, at skovprogrammet skal følges op af et træbyggeprogram. Et træbyggeprogram vil bidrage til, at de bæredygtige og klimavenlige træprodukter, der ønskes produceret i danske skove, rent faktisk også bliver anvendt og får en lang kulstoflagrende levetid i det danske samfund”, siger han.

Skovarealet skal øges

Henrik Thorlacius-Ussing, formand i Træ- og Møbelindustrien, er tilfreds med skovprogrammets målsætningen om at øge skovarealet til 20-25 % i løbet af det 21. århundrede, hvilket på sigt øger råvareudbuddet til træforbrugende virksomheder.

Han er dog skeptisk for den fokus skovprogrammet har på naturnær skovdrift som model til efterfølgelse for private skovejere: 
”Det, mener vi, er en fejl. Naturnær skovdrift er ikke tilstrækkeligt dokumenteret som økonomisk bæredygtig model og er ikke optimal til at producere de mængder biomasse til både bioenergi og træprodukter, der efterspørges i fremtiden”, siger Henrik Thorlacius-Ussing.

”Med skovprogrammets strategiske mål om at øge optag af kulstof i skove og træprodukter, så mener vi, at der i højere grad bør fokuseres på mere produktive, og dermed klimavenlige driftsformer, der typisk er kendetegnet ved hurtigtvoksende nåletræarter,” fortsætter Henrik Thorlacius-Ussing.

Skovprogrammet indeholder også mål om, at 10 % af det samlede skovareal i 2040 skal have biologisk mangfoldighed til primært driftsformål.

”Vi bakker op om målsætningen om at skabe bedre og mere biodiversitet, men mener, at dette kan gøres samtidig med, at skoven fortsat er produktionssted for bæredygtige træprodukter. Vi er bekymrede for, at træ- og møbelindustrien bliver ramt økonomisk, og at både samfund og virksomheder, som følge deraf, vil gå glip af væsentlige gevinster på grund af mangel på dansk råtræ”, siger Henrik Thorlacius-Ussing.

Kontakt
Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3411
Mobil: +45 2671 9651
E-mail: siabdi.dk
PUBLICERET: 12-04-2018 OPDATERET: 12-04-2018