På di.dk anvender vi cookies til en række forskellige formål i forbindelse med funktion, webanalyse og marketing. Klikker du videre på sitet, accepterer du, at der sættes cookies til disse formål. Du kan læse mere om cookies og fravælge brugen af dem på denne side.

13.800 ha statsskov udpeget som urørt skov

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har nu afsløret, hvor de 13.800 ha statsskov, der skal udlægges til urørt og biodiversitetsskov, skal placeres

Fordelingen bliver spredt ud over 45 statsskove i hele landet, men med hovedvægt på løvskovsområder i Østjylland og på øerne, hvor Gribskov er største sammenhængende område med knap 3.000 ha.

Udpegningen er en følge af regeringens og Dansk Folkepartis Naturpakke fra 2016, som skal føre til, at flere træer skal have lov at blive gamle og henfalde til gavn for biodiversiteten.

Ønskes: en balanceret tilgang til urørt skov

Træ- og Møbelindustrien og Danske Træindustrier er tilfredse med sammensætning af skovområder i den aktuelle udpegning og bakker op om initiativer, der værner om natur og biodiversitet ved hjælp af urørt skov. Begge brancheforeninger er dog bekymrede over flere ngo’er og politikeres ambition om, at endnu større arealer skal lægges urørt.

Branchedirektør i Træ og Møbelindustrien Flemming Larsen opfordrer til en balanceret tilgang til urørt skov.

”Der er også negative effekter ved at udlægge urørt skov, selv om det ofte ikke fremstilles sådan. Både ud fra et klimasynspunkt, da CO2-gevinsten fra dyrkede træproducerende skove er langt større end for urørte skove. Og fordi urørt skov vil reducere forsyningen af råvarer til træforbrugende virksomheder”, siger Flemming Larsen, branchedirektør for Træ- og Møbelindustrien.

Han peger på, at forarbejdning af træ i Danmark giver markant værditilvækst for samfundet.

”Den træforbrugende industri i Danmark har en omsætning på op mod 30 mia. kr. og en eksport på omkring 11 mia. kr., og her spiller træ fra danske skove en afgørende rolle”, siger Flemming Larsen.

Uændret adgang til råtræ de næste 10 år

Danske Træindustrier forventer ikke, at der de kommende ca. 10 år vil blive tale om en nedgang i råvaretilgangen i forbindelse med den aktuelle udlægning af urørt skov. Det skyldes, at både Naturpakken og Naturstyrelsens aktuelle økonomi er baseret på en stort set uændret hugst.

”På længere sigt må der dog forventes en nedgang i råvaretilgangen til den træforbrugende industri”, siger formand for Danske Træindustrier, Knud Svinding.

Han opfordrer derfor politikerne til i højere grad at efterstræbe målsætningen om skovdække på 25% i slutningen af dette århundrede.
”Skovdrift tager lang tid, og hvis der skal være træ til fremtidens øgede efterspørgsel på klimavenlige træprodukter og træbyggeri, så skal skovrejsningen foretages nu”, siger Knud Svinding.  

Kontakt
Kontakt image
Konsulent
Tlf: +45 3377 3411
Mobil: +45 2671 9651
E-mail: siabdi.dk
PUBLICERET: 13-09-2018 OPDATERET: 13-09-2018